Min ulykke og historie

Privat foto af: Caspari 

Min Ulykke og historie

Lige lidt baggrundsviden:

Jeg er dressurrytter, har lige nu 5 heste i min stald, jeg har haft heste siden jeg var 3 år. 

Historien om min ulykke handler om en vallak jeg købte i 2021. Han hed Caspari (kaldt Bobi) Han var en Dansk Varmblod, på 190 cm.

Mine heste går hjemme på gården hos mine forældre. Men de blev flyttet til et opstaldningssted, da det var nemmere med min start på gymnasie. 

Alt der bliver fortalt nu, er lige så meget historie for mig, som jer. 

23. September 2022

Jeg sidder i toget, omgivet af mine veninder. Vi griner højt, og én af pigerne siger noget, der får hele gruppen til at knække sammen af grin. For en gangs skyld er jeg bare en helt "almindelig" teenager. Min telefon ligger glemt i tasken – jeg har besluttet, at i dag skal jeg bare hygge mig. Ingen heste, ingen ansvar. Bare være "Emily, der lige er startet i 1.g"

Det er sjældent, jeg tager til fester. Men denne gang, med mine nye klassekammerater, føltes det helt rigtigt. En chance for at være en del af noget, andet end stalden og hverdagen dér. Vi stiger ud af toget, solen varmer kinderne, og stemningen er let.

Så vibrerer telefonen..

Jeg stikker hånden ned i tasken og ser min mors navn lyse på skærmen. Et stik i maven. En mavefornemmelse, jeg sent vil glemme. Jeg tager den.

“Hej skat,” siger hun. “De har lige ringet ude fra stalden... De siger, at Bobi er gået helt amok, da de skulle have ham ind fra folden.”

Min verden bliver stille. Min mor og jeg taler lidt frem og tilbage. Hun siger, hun tager derud og kigger til ham. Alt virker okay, da hun når frem. “Du skal ikke bekymre dig,” siger hun. “Der er ikke noget, vi kan gøre lige nu.”

Jeg overvejer at vende om. Droppe festen. Men hun insisterer. Så jeg bliver – men hele aftenen føles forkert. Skyldfølelsen sniger sig ind og lægger sig tungt i maven.

Min far henter mig fra festen, og hele turen hjem taler vi om Bobi. Hvad mon der egentlig er sket? Hvorfor reagerede han sådan?

Dagen efter går turen direkte i stalden.

24. September 2022

Der var en særlig stilhed i stalden den dag, hvor alting ændrede sig. Ikke den fredelige stilhed, man elsker ved hestelivet, men en trykkende, forudsigende ro—som om luften selv holdt vejret.

Vi var der alle sammen: min mor, min far, min søster og jeg. Hestene skulle rides, som altid. Det var hverdag, og jeg ville som altid sikre mig, at min dreng havde det godt. Bobi. Min kæmpe, min bedste ven.

Men noget var anderledes. Noget havde ændret sig siden dagen før. Vi hørte det i stemmen på datteren til ejerne af stedet—en historie, der blev hurtigt tysset ned. En uro, der ikke skulle deles, men som allerede havde sat rødder i min mave. 

Bobi stod som altid klar til at modtage mig på folden. Rolig, tillidsfuld, from som et lam. Han fulgte mig med bløde skridt og varme øjne. Jeg kunne ikke forstå, hvordan nogen kunne have haft problemer med ham. Ikke ham. Ikke min Bobi.

Alligevel hentede vi hestetraileren, så han kunne komme hjem, og vi fik ham læsset.

Men der gik ikke længe, før virkeligheden væltede ind over os som en tsunami.

Hans uro voksede. Hans blik ændrede sig. Og så, i det lille sekund hvor de lukker rampen til traileren, brast alt. I vild panik forvandlede min kæmpe sig til et ukontrollerbart væsen, hans hoved hamre ind i mit, og mit hoved rammer siden af hestetraileren hårdt. Og i ét hang jeg rystende i favnen på min søster, slået til stilhed af et chok og et slag, der sendte mit hoved i en spiral af smerte.

Derfra blev dagen sløret. Stemmerne omkring mig var for høje, lyset for skarpt. Mit hoved dunkede, min krop rystede, og mit hjerte var allerede begyndt at bløde for det, jeg vidste, vi var på vej til at miste.

Bobi skulle ikke mere. Han var ikke sig selv, og vi kunne ikke redde ham. Og midt i alt det, midt i sorgen, blev jeg selv ramt. Hårdt. Uventet. Hvad der skulle vise sig, at være en voldsom hjernerystelse tvang mig i knæ, men det eneste jeg kunne tænke på var ham. At jeg skulle være der næste morgen. Når livet for alvor ville føles uretfærdigt.

Det her er ikke kun en historie om en pige og hendes hest.

Det er en fortælling om kærlighed og ansvar. Om smerte og afsked. Om det øjeblik, hvor hjertet må vælge det rigtige – selv når det føles som at blive revet over.

Men min kamp begyndte først der.

"Jeg så døden i øjnene – og valgte livet."
Min historie med Caspari.

Det skulle have været en helt almindelig dag. Endnu en dag med min bedste ven – min hest, Capsari. I ved, det dér bånd, der ikke kan forklares, kun mærkes. Den slags forbindelse, hvor man glemmer, hvor stærke og vilde hestene i virkeligheden er, fordi tilliden imellem er så dyb, at man føler dig tryg, selv når man burde være på vagt.

Men den dag… gik noget galt.

Det hele skete så hurtigt og alligevel som i slowmotion. Ét ryk. Ét uventet øjeblik. Én reaktion, jeg aldrig nåede at afkode. Og så… væltede verden. Jeg blev slynget til siden med en voldsomhed, der rev mig ud af virkeligheden. Jeg husker ikke selve slaget. Jeg husker stilheden bagefter.

Tiden stod stille. Ikke i overført betydning – men virkelig. Al lyd forsvandt. Hjertet bankede ikke hurtigere. Det bankede slet ikke. Eller det føltes i hvert fald sådan. Som om kroppen gav op i et splitsekund, og noget større tog over.

Det var ikke bare skræmmende. Det var stille. En rungende, isnende tomhed. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg kunne ikke råbe. Jeg så min egen krop udefra, som om jeg allerede havde forladt den. Og alligevel var der ét, der holdt mig fast: billederne. Ikke som en filmrulle, men som glimt. Ansigter, jeg elskede. Min mor. Min søskende. Min far. Hestene. Min familie. Mine venner. Smil. Stemmer. Øjeblikke. Som om deres kærlighed var de sidste tråde, der holdt mig fast til livet.

Og så… noget trak mig tilbage. En hånd? En vilje? En styrke, jeg ikke vidste, jeg havde? Jeg ved det ikke. Men det gjorde ondt at vende tilbage. Som at blive trukket væk fra kanten af noget, jeg ikke kunne se – men aldrig vil glemme.

Jeg vågnede. Med tårer. Med smerter. Med koldsved. Og med en krop, der føltes tusind kilo tungere. Men i live.

Og så begyndte det nye mareridt.

Hjernerystelse. Hjerneskade. Cerebrospinalvæske. Tre ord, der ændrede hele min verden. Det var ikke bare ét slag. Ikke bare et "uheld". Det blev begyndelsen på en uendelig lang kamp. Mod overstimulering. Mod udmattelse. Mod at miste hukommelsen. Mod en krop og et hoved, der ikke længere fungerede som før. Og mod den største smerte af alle: at ingen kunne se det.

“Du ser jo frisk ud,” sagde de. Og jeg smilede. Men indeni skreg jeg. Jeg var fanget i mig selv, i et hoved fyldt med støj, i en krop, jeg ikke kunne kende. Jeg savnede mig selv. Den gamle Emily, der kunne alt. Nu skulle jeg lære at række ud. At sige “jeg har brug for hjælp.” At være svag. At være menneske. At være hende alle tog hensyn til.

Caspari ændrede mit liv den dag. Ikke med vilje. Ikke fordi han ville det. Men fordi ulykker sker – selv med dem, vi elsker allermest. Jeg mistede noget derude, den dag. En følelse af kontrol. En følelse af tryghed. Men jeg fik også noget med mig hjem. En ny forståelse for livet. For hvor skrøbeligt og dyrebart det er.

Der er et før og et efter. Og efter den dag er intet det samme. Men alt er mere ægte. Hver latter, hver samtale, hver solskinsmorgen – alt føles stærkere. Fordi jeg ved, hvor let det kan forsvinde.

Jeg ser på billederne og minderne af Caspari i dag fuld af kærlighed. Ikke vrede. Aldrig vrede. Han er stadig min bedsteven. Min historie. Mit vendepunkt. Men også mit vidne til den dag, jeg næsten forsvandt – og valgte at komme tilbage.

Det skulle have været som alle de andre dage. En dag med min bedste ven. Caspari. Min stjerne. Den hest, jeg havde lagt hele mit hjerte i. Den hest, jeg havde stolet på i tykt og tyndt. Den dag blev det ikke bare enden på noget – det blev begyndelsen på et nyt liv. Et liv med smerte, savn og uigenkaldelig forandring.

Det skete så hurtigt, men oplevelsen føltes uendelig. Ét øjeblik var jeg smertefri og havde ingen begrænsninger. Næste sekund: kaos. Et panisk slag. En voldsom kraft. Verden flænsede sig op, som om tiden selv gik i stykker. Den mærkelige, isnende stilhed, der fulgte efter. Som om verden holdt vejret. Som om mit hjerte gjorde det samme.

Caspari blev jo desværre aflivet efter ulykken. Hjerneblødning. Brækket nakke. Knust næseryg. Det gør stadig ondt at skrive. At vide, at min ven døde, og jeg overlevede. Det var ikke hans skyld. Det var aldrig hans skyld. Men det var ham, og det var mig – og alt blev ændret.

Tre år er næsten gået siden den dag – og intet er blevet, som det var. Jeg har stadig smerter. Stadig mén. Stadig dage, hvor mørket er tungere end lyset. Min hverdag? Den er ikke i nærheden af det liv, jeg havde før. Jeg kan næsten ingenting længere. Træthed, overbelastning, kognitive problemer. Usynlige sår, der aldrig helt heler.

Folk ser mig og tænker, at jeg ligner mig selv. Men de ser ikke, at jeg hver dag kæmper for at finde mig selv igen. For at holde fast i noget, der føles virkeligt. Jeg savner den gamle version af mig. Den, der kunne det hele. Den, der aldrig tvivlede. Den, der kunne ride, løbe, le – uden at betale en pris bagefter.

Jeg har flere dårlig og hårde dage. End jeg har gode. Jeg bruger flere dage i sengen eller på sofaen. End jeg gør i sadlen på mine heste. Og det er den værste og dybeste smerte af dem alle.

I mine mange konsultationer på lægehuset – hvor jeg desperat prøvede at få nogen til at forstå, at noget var galt – blev jeg mødt med latter. Ikke den varme slags, men den, der stikker. Jeg blev kaldt en "doven teenager" og fik at vide, at jeg nok bare var depressiv.

Det gjorde mere ondt end nogen diagnose. For jeg var ikke doven, og havde bestemt aldrig været det. Jeg var ikke ligeglad. Jeg kæmpede hver eneste dag for bare at stå op, for at fungere. At blive mødt med mistro og latter, når man står allermest sårbar, var som at få slået benene væk under sig. Jeg gik derfra mere knust end før. Ikke kun af smerterne i min krop, men af den følelse af ikke at være værd at lytte til.

Men jeg er her. Jeg lever. Og det var tæt på, at jeg ikke gjorde det.

Der findes et før og et efter. Og selvom det efter er fyldt med sorg, smerte og savn, så bærer jeg også en styrke, jeg aldrig bad om – men som jeg nu ved, jeg har.

Caspari – tak, fordi du var min ven. Jeg ved, det ikke var din skyld. Jeg ville ønske, det aldrig var sket. Men jeg vil altid elske dig. Og jeg vil bære dig med mig. I mit hjerte. I hvert skridt, jeg tager. Selvom de skridt er få, og selvom de gør ondt – så tager jeg dem.

Fordi jeg stadig er her.

I dag

Jeg har i næsten 3 år haft cerebrospinalvæske ud af næse og ører. Jeg fik 4 meningitis-vacciner samme dag. Men en smertefuldt uge efterfølgende. Men voldsomme muskelsmerter, der resulterede i at jeg ikke kunne komme på benene. Jeg venter på den femte nu. Min migræne er brutal. Mit øje skeler. Jeg kan ikke tage smertestillende. Jeg er allergisk.

Mørk, varm, stille. Et bad. En seng. Ørepropper. Det er min lindring.

Jeg har forsøgt alt. Beta-blokkere. Is-hatte. Koldt bad. Listen er lang. Intet virker. Jeg har måttet opgive gymnasiet tre gange. Mistet venner. Mistet overskud. Jeg husker dårligt. Jeg kan ikke tåle skærme. Jeg er kognitivt udfordret.

Jeg har stadig mine heste, som jeg elsker, og rider når helbredet tillader det. Men ikke som før, og slet ikke så ofte som jeg gerne vil. Jeg gør mit bedste, og jeg har lært, at det er godt nok. 

Jeg har en lille del af min familie og mine få tilbageblivende venner bag mig, som støtter mig. Venner der er gode til, at huske mig. At tage mig med i byen og se om det går, men det er også dem der kan se på mig hvornår det ikke går længere. Dem der altid sørger for at ingen kommer til mit hoved eller nakke. Dem der gerne går med ud og får luft, når det bliver for meget. Men det er ikke så ofte, da helbredet heller ikke tillader det.

Det er været hårdt på min familie, at skulle ændre alt for mig, ikke snakke for højt til familie komsammener. At dæmpe lyset, at passe på mit hoved. 

Jeg elsker stadig hestene, og de gør alt for mig. Hestene er dem der skaber en hverdag for mig, dem der sørger for at jeg er glad. De er min medicin.

Der er lang vej, til hende jeg var engang. Men jeg er sikker på, at der er en vej. Jeg bliver aldrig den "gamle" Emily igen, men jeg kan blive en ny og måske bedre version af hende jeg var engang..

Men alt til sin tid. 

Jeg har købt en hund, som gør mine dårlige dage, lidt nemmere at holde ud. De dage hvor jeg ikke kan komme ud af sengen, og ikke kan komme i stalden, så har jeg hende. 

Men livet er det hele værd, jeg har lært aldrig at spille tiden. Det er den for kostbar til. Jeg elsker mit liv, på godt og på ondt. Ja, jeg er ikke den samme pige i dag, som jeg var i sommeren 2022. Men alt sker med en grund, det er jeg sikker på.

Jeg har lært meget igennem min process indtil videre. Jeg er langt fra færdige med at lære om min hjerne og krop. Min behandling og historie stopper ikke her. Men jeg vil bruge muligheden nu hvor jeg alligevel har den, til at tage læring til mig. Det er det jeg elsker allermest i verden trodsalt. Jeg har altid elsket at lære. Om det var i stalden, på hesten. Eller i skolen. Så længe nogen har kunne fortælle mig noget jeg ikke allerede vidste, så elskede jeg det. Jeg elsker at lære. Trods alt. For selv i smerte er der noget at forstå.

Der er et før og et efter. Jeg savner hende, jeg var før. Men jeg øver mig i at elske hende, jeg er ved at blive i mit efter.

Jeg er stærkere, end jeg ser ud. Men også i mere smerte, end nogen kan se.

Og selvom jeg aldrig bliver den gamle Emily igen, så kan jeg blive en ny version. En, der ved, hvor meget kærlighed betyder. Hvor dyrebar tillid er. Og hvor skrøbeligt livet kan være.

Caspari. Tak. For alt. Du lever videre i mit hjerte. Altid.❤️