Det gør ondt helt ind i hjertet. Så ondt, at jeg nogle gange bare ligger i sengen og græder stille og beder til, at det hele må stoppe, sådan var det i længe. Ikke fordi jeg vil give op — men fordi det føles, som om alt inde i mig allerede har gjort det. Min krop var færdige med at kæmpe, og den ventede på at jeg var det samme.
Jeg kan ikke rejse mig. Jeg kan ikke tænke. Jeg kan bare være i det — og det er det sværeste sted at være. Det er ikke kun min krop, der gør ondt. Det er noget dybere. En sorg, man jeg ikke kan pege på. En indre smerte, der ikke går væk. Den bliver bare der…
Timer. Dage. Uger. År. Det føles som uendelighed.
Og ved du hvad? Den smerte – den, der sætter sig i sjælen – den slår alt andet. Jeg ville hellere have fysisk smerte. For fysisk smerte kan man forklare. Den giver mening. Den kan måles. Den kan forståes. Men det her… det er usynligt. Og det dræner én langsomt.
Nogle dage føles det som om jeg ikke kan mere. Jeg beder. Jeg råber ind i stilheden. "Tag det her fra mig." Men intet sker. Og jeg bliver bare trættere og trættere.
Jeg husker tydeligt, at jeg tænkte "Hvis jeg en dag ikke er her mere. Så håber jeg, at folk husker, at jeg prøvede, jeg kæmpede. At jeg gjorde mit bedste, altid også selv når jeg var ved at falde fra hinanden. Jeg håber, at de husker, at jeg var varm. At jeg altid krammede lidt længere. At jeg altid lyttede. At jeg gjorde mit for at få andre til at smile og grine, selv når jeg selv ikke kunne finde min egen glæde." Men jeg ved også, at jeg havde mine svære sider. Mine lukkede dage. De gange, jeg trak mig væk. De beskeder jeg aldrig fik svaret. De mennesker, jeg kom til at såre. Jeg var dedikeret. jeg var passioneret og jeg var dyb. Hvilket kunne lede til, at folk så mig som værende kold. Fordi jeg var SÅ meget i min verden.
Og ja — jeg håber, de også husker de ting..
Ikke for at dømme mig, men for at forstå, at jeg var ægte. Jeg havde mine lys og mine skygger, ligesom alle andre.
Det værste var, at jeg begyndte at tro, at det at gemme mine følelser væk var styrke. Men der tog jeg fejl, det var bare langsomt at visne. At forsvinde lidt hver dag. Og hvis jeg ikke var her mere. Så ville noget ændre sig. Ikke bare i verden. Men i de mennesker, jeg elskede, og de der elskede mig. Og det gør ondt at tænke på. For jeg er egentlig ikke bange for døden. Det er måden at dø på, jeg frygter. Smerten. Ensomheden. At ingen forstod, hvor slemt det virkelig var.
Og måske er det netop derfor, det er så vigtigt at tale om døden. Ikke som et skræmmende punktum, men som en del af livet. For døden er ikke kun et øjeblik – den kan være en langsom nedbrydning. Den kan være et fravær, man mærker længe før kroppen stopper. Den kan være ensomheden i at føle, at ingen rigtigt ser, hvad der foregår indeni.
Når vi ikke taler om døden, bliver den som en tung skygge, der hele tiden følger os, men som vi ikke tør vende os om og møde. Og jo længere vi undgår den, jo mere vokser den. Ikke fordi vi skal acceptere smerten, men fordi vi skal dele den. Give den plads. Lade andre forstå, hvad det vil sige at være her — og samtidig mærke, at man glider væk.
At italesætte døden er ikke at give op. Det er at række en hånd ud og sige: "Se mig. Hør mig. Husk mig." Det er at lade dem, vi elsker, kende hele historien. Ikke kun de glade øjeblikke og de gode sider, men også mørket, sårbarheden og det uperfekte. For det er alt sammen en del af at være menneske.
Måske er det i virkeligheden dér styrken ligger. Ikke i at gemme smerten væk, men i at turde sige den højt. Turde lade stilheden blive fyldt med ord, selv når de ord føles for tunge til at bære.
For hvis jeg en dag ikke er her mere, vil jeg ikke have, at folk kun husker, at jeg kæmpede. Jeg vil have, at de husker, at jeg også turde være ærlig om, at kampen nogle gange var for hård. At jeg turde vise, at døden ikke altid er et nederlag – nogle gange er den bare et punktum, som vi alle en dag skal sætte. Og at mens vi er her, kan vi vælge at bruge vores ord til at gøre det lidt mindre skræmmende for hinanden.
Tilføj kommentar
Kommentarer